Posted in Matematikhistorie

Utøya og matematikkens historie

Den klassiske opfattelse af matematikhistorie som fag som et positivistisk studie af fortiden har ikke levnet megen plads til ideologiske og teoretisk baserede tilgange. Og når de så dukker op, kan de være svære at forholde sig til – selv, når de er åbenlyst farvede og endda farlige.

Den 22. juli 2011 væltede en ulykke ned over Norge – over Oslo og Utøya – forårsaget af en 32-årig nordmand – Anders Behring Breivik – som gennem sin ekstreme terrorhandling ønskede at kalde til modstand mod hvad han så som en faretruende multikulturalisme og islamisering af den vestlige kultur. Breiviks handling var ekstrem, uhyggelig og tilsyneladende i høj grad irrationel og uden for forklaring. Men i hans baggrund fandtes der anonyme bloggere, der forsynede ham og ligesindede med argumenter for multikulturalismens farer. Et af de fremtrædende talerør for sådanne argumenter var bloggeren Fjordman (Peder Are Nøstvold Jensen), som i sine blogs blandt andet argumenterede for, at Islam som religion har virket undertrykkende for videnskabelig udvikling og altså ikke har bidraget væsentligt til vestlig videnskabelig kultur.

Den norske videnskabshistoriker Vidar Enebakk skriver:

Igennem de seneste år har Fjordman skrevet måske 50 artikler om videnskabshistorie – alt fra “Islam, the Greeks and the Scientific Revolution, Part 1-3” (2007), “The Truth about ‘Islamic’ Science” (2007), “History of Medicine in the Islamic World, Part 1-5” (2008), “A History of Optics, Part 1-6” (2008-9), “A History of Geology and Planetary Science, Part 1-3”, (2009), “A History of Mathematical Astronomy, Part 1-4” (2009-2010), “A History of Astrophysics, Part 1-4”, (2010) – etc. etc. – helt til “Women and Human Accomplishment” (juli 2011).

Igennem alle skrifterne – som i hele forfatterskabet – er den gennemgående tone klar: Moderne videnskab opstod i Europa. Den kunne ikke opstå noget andet sted – det være sig i islamisk, indisk eller kinesisk kultur – for videnskab voksede direkte ud af den kristne europæiske kultur. Med andre ord: Det videnskabshistoriske perspektiv er sat 50 eller 100 år tilbage i tid, til længe før Joseph Needham og andre begyndte at se ud over denne eurocentrisme og længe før konstruktivisme og feminisme eksisterede som historiografiske positioner. Pointen er mere specifikt, at det også her er kristen kultur som lægges til grund. Derfor handler Fjordmans forfatterskab dybest set ikke om race, men om religion.

Der er i Fjordmans skrifter tydelige spor af at have læst videnskabshistoriske og matematikhistoriske oversigtsværker, men han har fortolket dem på en en udpræget farvet måde. Han henviser i nogle af sine skrifter til islamiske bidrag til matematikkens udvikling, men nedgør dem på (mindst) tre punkter:

  1. De såkaldte “islamiske” bidrag blev ikke lavet af muslimer, men af forskere med ganske forskellige religiøse tilhørsforhold.
  2. De islamiske bidrag var ikke særligt vigtige, men bestod mest af afskrifter og små udvidelser inden for områder af lav interesse.
  3. Med den arv, de islamiske matematikere havde fra den græske kultur, var det bemærkelsesværdige mere, at de ikke kom længere, end at de opnåede, hvad de gjorde.

Til disse tre punkter kan – og bør – man gøre kraftige indvendinger. Og et matematikhistorisk kursus vil naturligt kunne lede til at imødegå dem.

Hvad angår det første punkt, så er det rigtigt, at det “islamiske” område fra det 9. til det 12. århundrede omfattede mange forskellige etniske og religiøse grupperinger, som hver især nød en grad af videnskabelig uafhængighed. Foruden de mange bidrag fra egentlig arabiske matematikere, var mange af de bidrag vi kender til, blev leveret af matematikere af persisk eller jødisk herkomst. Men fælles for dem er, at de var samlet under et islamisk styre, der også understøttede store muslimske tænkere som al-Khwarizmi, al-Biruni, Umar al-Khayyami og al-Kashi fra så forskellige områder som Centralasien, Iran og Persien (1). Religion og matematik synes således ikke at have været væsentligt forbundne – et argument, man også udmærket kan lave for matematik og kristendom, hvor påvirkningerne også synes næsten udelukkende at have været kontekstuelle (se også 2).

For det andet, så er det et tegn på en udpræget mangel på historisk forståelse at hævde, at de islamiske bidrag ikke var vigtige – inden for deres tidsperiode var både arbejdsformen med afskrifter og kommentarer og deres fokus på geometri, trigonometri, astronomi og algebra yderst forståelige og sædvanlige. Der er således tale om en unuanceret fokus på europæisk videnskab og myten om den mørke middelalder (se også 3), der giver sig udslag i sådanne påstande.

Samme totale mangel på historisk sensitivitet kommer til udtryk, når man kan hævde, at en kultur ikke udlevede sit fulde potentiale givet dens betingelser. Historisk forsknings formål er – og har længe været – en meget mere diakron (eller synkron) forståelse af de historiske processer og kontekster – og ikke en teleologisk, anakronistisk vurdering af forskellige historiske perioder, kulturer etc.

Alt dette synes at være pointer, som man med rimelighed kan forudsætte, at studerende kan få ud af et tilstrækkeligt kursus i matematikkens historie. Dermed kan man måske håbe, at kommende undervisere kan udstyres med redskaber – viden og metoder – til at imødegå stereotype, forældede billeder af videnskabens og matematikkens udvikling.

Noter

  1. Et godt og nuanceret overblik over islamisk matematik kan man få i fx J. L. Berggren (2003): Episodes in the Mathematics of Medieval Islam, New York: Springer eller V. J. Katz (2008): A History of Mathematics, 3. udg., Harlow: Addison Wesley, s. 265-323.
  2. Relations between mathematics and theology : Theological aspects of the notion of infinity in the history of mathematics. / Sørensen, Henrik Kragh.
    I: God — a Mathematician?. red. / Helge Kragh ; Marie Vejrup Nielsen. Aarhus : Forum Teologi Naturvidenskab, 2010. s. 27-70 (Proceedings of the Danish Science-Theology Forum).
  3. Tusind Engle på et Knappenålshoved : Matematikken i Middelalderen. / Sørensen, Henrik Kragh.
    I: Middelalderens Verden : Verdensbilledet, tænkningen, rummet og religionen. red. / Ole Høiris ; Per Ingesman. Aarhus Universitetsforlag, 2010. s. 91-104.

Forfatter

Lektor i matematikkens historie ved Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet.

One thought on “Utøya og matematikkens historie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s