Har du et favorittal?

Det spørgsmål blev jeg konfronteret med da jeg blev interviewet til udsendelsen Apropos på DR P1. Og jeg tror, at værten Mikkel Krause blev lidt overrasket, da jeg svarede ”13” – for hvilken slet skjult provokation er det ikke at vælge et så ”ulykkessvangert” tal? Men talmystik er for mig ”kun” en historisk interessant kulturel konstruktion. Og siden jeg var lille har jeg tit spillet basket i trøje nummer 13 – den var nemlig tit ledig!

Mange værter ønsker ikke at sidde 13 til bords, mange hoteller har ikke noget værelse 13 og har undladt at have en 13. etage, og på nogle SAS-flyvninger kan man kan ikke sidde på 13. række – for den findes slet ikke. I 1987 anslog en undersøgelse, at den amerikanske økonomi hvert år taber omkring 1 mia. dollars på grund af nedsat produktivitet og fortjeneste grundet frygt for tallet 13. Man har endda opfundet et ord til at beskrive denne opførsel: ”triskaidekaphobia” – frygt for tallet 13. Men hvorfor skulle 13 da være specielt uheldssvangert?

For den vestlige tænkning er det nok egenskaben ved 13 at det følger efter 12, der gør det til et særligt interessant tal. Tallet 12 er i mange kulturer kendt som et særligt ”pænt” tal – i nogle sammenhænge endda som sammenføjningen af det fysiske (symboliseret ved tallet 4) og det spirituelle (symboliseret ved tallet 3) – altså 12=3×4. Og 13 bliver så fuldstændiggørelsen af et andet tal, som allerede mærker sig ud – 12. Der er i forskellige folkesagn adskillige eksempler på denne type forestilling om 12 personer eller genstande, som samles og fuldstændiggøres af en trettende. Nogle gange er fuldstændiggørelsen god – nogle gange uheldig. I Kristendommen er 12 antallet af disciple – og et af de steder, hvor vi møder antallet 13 er ved den sidste nadver, hvor den trettende spisende, Judas, bliver skæbnesvanger. I middelalderen blev 13 også kaldt ”Judas’ tal” og herfra kommer nok noget af tallets ”bad press”.

Ikke alle kulturer har dog anset 13 for et uheldigt tal – både på hebræisk og arabisk er tallet forbundet med et af Guds navne og derfor et lykketal. Denne udlægning skyldes det forhold, at både hebræisk og arabisk (og før dem oldgræsk) benytter et system til repræsentation af tal, hvor man skriver tal ved hjælp af bogstaver. Således bruges de ni første bogstaver til tallene 1,2,…,9, de ni næste til 10,20,…,90 og de derefter følgende til 100,200,… På denne måde svarer ethvert ord til et tal (ved at lægge cifrene sammen) og mange tal svarer til et ord. Tallet 13 bliver således på hebræisk og arabisk til ordet Ahad – ”En” – som er Guds vigtigste egenskab og et af Guds navne.

Til gengæld er der så også kulturer, der har andre tal med ulykkelige betydninger. I Italien er 17 således et uheldigt tal – årsagen er lidt dunkel, men måske har det noget at gøre med, at 17 skrevet i romertal er “XVII” som er et anagram til “VIXI”, der på latin betyder “jeg har levet” i forstanden “mit liv er ovre”. Og så giver det måske mening for nogen, at mange Lufthansa-fly ikke har nogen række 17 og at Renault valgte at markedsføre deres model R17 under navnet R117 i Italien.

Hvorom alting er, så har studiet af talmystikkens kulturelle rødder for mig været en ikke-så-nødvendig påmindelse om, hvor arbitrær, tilfældig og kulturafhængig tilordningen af egenskaber til tal er. Men der er ingen tvivl om, at tal og deres egenskaber – matematiske såvel som “numerologiske” – har fascineret tænkere siden Pythagoræerne, når de har overvejet tilværelsens og verdens helt store spørgsmål. Det forhindrer bare ikke, at jeg spiller basket i trøje nummer 13 – når den er ledig. Til gengæld kommer jeg næppe til at spille i nummer 17 – for 17 er ikke et lovligt trøjenummer i den sport.

Referencer

• Schimmel, A. (1993). The Mystery of Numbers. New York og Oxford: Oxford University Press.
• Weisstein, Eric W. “Triskaidekaphobia.” MathWorld – A Wolfram Web Resource. http://mathworld.wolfram.com/Triskaidekaphobia.html

Advertisement