Posted in Matematikhistorie

Hvad Abel gjorde, men ikke længere gør: Matematikhistorie og historisk nutid

English: William Rowan Hamilton Plaque Plaque ...
English: William Rowan Hamilton Plaque Plaque on Broome Bridge on the Royal Canal commemorating William Rowan Hamilton’s discovery. (Photo credit: Wikipedia)

Når man skriver matematikhistorie har man jo ofte brug for at beskrive matematikeres handlinger i fortiden. Men hvordan gør man det bedst rent grammatisk. For hvor det at skrive “Hamilton går over Broome Bridge, Dublin” nok for de fleste er en utimelig aktualisering af en konkret (omend mytisk) historisk hændelse, så er er “Hamilton finder ud af at $i^2=j^2=k^2=ijk=-1$” eller endog “Hamilton kritiserer Abels argumenter” tilsyneladende mere mundrette. Og i nogen grad er de også berettigede, i hvert fald hvis man kan holde en konsistent linje mellem brug af (historisk) nutid og datid.

Nu er brugen af historisk nutid jo ikke forbeholdt matematikhistorikere (for yderligere rant, se også det passionerede og prisværdige indlæg af Ben Yagoda). Men for matematik kan der være en særlig udfordring, som går dybt ind i fagets videnskabsteoretiske og metafysiske antagelser. Vi er vant til at antage, at når noget er bevist, så gælder det “altid” og “for alle individer”. Derfor er den matematiske litteratur også så fuld af passiver: “Lad det være givet” (for hvem? og i hvilken tidslig situation?), “heraf følger” eller “heraf ses” (for hvem? hvordan?) etc. Så når vi skal redegøre for matematiske argumenter udført i fortiden af konkrete aktører, kan vi også godt være fristede til at benytte historisk nutid.

Men det er nu min opfattelse, at almindelig datid løser problemet mindst lige så godt, forudsat at man tilføjer den aktør, som i forvejen er en forudsætning for at give historisk mening til den matematiske proces. Der er ikke tale om, at “Abel viser, at femtegradsligningen ikke kan løses algebraisk” – og da slet ikke “det bliver bevist at femtegradsligningen ikke kan løses algebraisk”, men derimod, at “Abel i 1824/1826 fremsatte beviser for, at femtegradsligningen ikke kan løses algebraisk”. Abels beviser var dele af den matematiske diskurs, som de indgik i, og vi har (matematikhistorisk) ikke brug for at hævde, at de stadig gælder. Blot har vi brug for at vise, at de i samtiden blev antaget som gode argumenter, der løste et gammelt problem. At hævde det andet – at de endegyldigt løste problemet – ville for øvrigt også være at nedtone bidrag fra Galois og Kronecker samt en lang række andre vigtige matematikere.

Så selvom jeg kan forstå og acceptere udpræget brug af historisk nutid også i matematikhistorie, så er min anbefaling af en konservativ slags: Hvad får man matematikhistorisk ud af at bruge nutid? Hvis ikke svaret er overbevisende vil min indstilling forblive at være en forkærlighed for datid, som jo i sidste ende præcist er det grammatiske redskab til at vise, at noget er foregået i fortiden.

Forfatter

Lektor i matematikkens historie ved Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s