Posted in Matematikhistorie, Matematikhistorie i gymnasiet, Projektforslag

Strøtanker om The imitation game og SRP

Igår fik jeg endelig set “The Imitation Game” – den fiktionaliserede biografi om Alan Turing. Og den var rigtig god og klart anbefalelsesværdig både som spillefilm og for dens matematiske vinkler. Historien om hvordan den excentriske matematiker fra Cambridge formår at knække nazisternes ubrydelige kode og dermed vinde krigen for de allierede er både spændende, underholdende og tankevækkende. Og i The Imitation Game bliver det forbilledligt vævet sammen med den personlige fortælling om Turings homoseksualitet og selvmord. Og undervejs er der masser af referencer til Turings arbejder med både Turing-test, universelle beregningsmaskiner, kodebrydning og statistik, og de fleste af dem forekommer mig nogenlunde præcise. Da historien om Turing, Enigma og Bletchley Park endelig blev deklassificeret i 1980’erne, blev der lavet fremragende forskning af bl.a. David Kahn og Andrew Hodges, og senere er det blevet fulgt op, ikke mindst i forbindelse med jubilæet i 2012.

Continue reading “Strøtanker om The imitation game og SRP”

Posted in Rejseguide

Queer matematik og -historie?

Den “store fortælling” om matematikkens historie handler stadig i høj grad er en “store, hvide mænds” historie – med fokus på “hvide” og “mænd”. Alligevel er køn og race i de sidste årtier begyndt at optræde som kategorier i matematikhistorien. Især har kvinders rolle som matematikere – og som hustruer til matematikere – opnået en vis bevågenhed, ligesom enkelte ikke-kaukasiske matematikeres liv og værk er blevet fremhævet som eksempler på, at myten har sine begrænsninger. Men da disse eksempler er få og ofte motiveret af mange andre forhold, fremstår stadig et overskyggende billede af, at ikke blot matematikkens historie, men også matematikken selv er domineret af “store, hvide mænd”.

Noget anderledes ser det heldigvis ud for matematikhistorien som disciplin. Indenfor feltet er i hvert fald kønsfordelingen nærmere det omgivende samfund i Vesten, men etnisk balance kan stadig synes et mål langt borte.

Men hvordan ser det så ud med andre minoritetsgrupper i matematikkens historie – ved vi noget om fx bøsser og lesbiske matematikere? Fandtes de? Og er deres historier og bidrag relevante? Ud fra hvilke kriterier?

statue of Alan Turing at University of Surrey
Buste af Alan Turing i Surrey (Wikipedia)

Overordnet har matematikken selv – og derfra også matematikhistorien – været tilbøjelig til at nedtone betydningen af prosaiske forhold som køn og race. Matematikken er – sådan var argumentet – universel og uden hensyn til dens udøveres ydre forhold. Men sådan forholder det sig jo alligevel ikke – det ved vi godt, men eksemplerne til at belyse det er stadig få. Siden de antikke grækere og med undtagelse af Alan Turing har for eksempel homoseksualitet været en lidet studeret faktor i matematikkens historie. Og når det er sket, har det typisk været mere populære medier som bredt-sælgende biografier og populærkulturelle film, der har angrebet køn og seksualitet i matematikken. Og når det er sket, har det faktisk næsten lige så tit været for at fokusere på det – for det øvrige samfund tilsyneladende abnorme – forhold, at nogle (enkelte) matematikere har valgt at leve et aseksuelt liv – her er Paul Erdös at fremhæve som et af de mest kendte eksempler.

Eksemplerne er ikke mange og kendte, men nogle har beskrevet fx forholdet mellem de sovjetiske matematikere Aleksandroff og Kolmogorov som

a couple of almost openly gay mathematicians who lived together in the recent past in the Soviet Union to the extent it was possible in the society where being gay was a criminal offense.

Dette baserer sig imidlertid på en læsning af et citat af Kolmogorov fra 1982, som vel i i sig selv ikke er så entydigt:

for me these 53 years of close and indissoluble friendship were the reason why all my life was on the whole full of happiness, and the basis of that happiness was the unceasing thoughtfulness on the part of Aleksandrov.

Dette citat viser vel med ønskelig tydelighed, at historisk sensitivitet så vel som en fordomsfri tilgang er nødvendig, hvis man ønsker at forstå de roller, som køn og seksualitet kan have for matematikkens udøvelse og betinger.

Så selvom en af matematikhistoriens vigtige skikkelser i mange år, John Fauvel (1947-2001), var offentligt erklæret bøsse, mangler der stadig at kastes en reflekteret “queer”-vinkel på matematikkens historie. Og når det engang sker, må man håbe, at queer-historien kan lære af de skidt, som feministisk og race-betinget matematikhistorie har gjort sig i de sidste 30 år.